Om Serfaus-Fiss-Ladis | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams
Kør-selv skiferie er det mest populære valg, når skirejsemålet er Serfaus, Fiss eller Ladis.
Fra både Padborg og Puttgarden er der cirka 1.050 kilometer og 10 timers kørsel til Serfaus-Fiss-Ladis.
Hvis du holder antallet af pauser til et minimum og kører cirka 150 km/t, når der er fri hastighed på Autobahn, kan du køre fra København til Serfaus-Fiss-Ladis på 12 timer.
Vejene til Serfaus, Fiss og Ladis er gode. Kun den sidste halve time kører du på mindre lande- og bjergveje.
De sidste ti kilometer til Serfaus skal du køre op ad en stejl bjergvej med hårnålesving. Her er snekæder (eller firhjulstræk) sandsynligvis nødvendige i snevejr.
Hvis du helst er fri for bjergkørsel på din vej til skiferie i Østrig, så vælg i stedet destinationer som Wagrain, Saalbach-Hinterglemm eller Zell am See. Her bor du længere nede i dalen, og møder ingen hårnålesving på din vej fra Danmark til destinationen.
Du skal i øvrigt være opmærksom på, at det i Serfaus kun er tilladt at køre bil på ankomst- og afrejsedagen. Du bliver kontrolleret af vagter flere steder i byen.
Hvis du ikke bor i Serfaus, skal du i stedet parkere ved den store parkeringsplads i bunden af Serfaus og tage den underjordiske togbane op til gondollifterne i den anden ende af Serfaus.
I Fiss og Ladis er der ikke de samme restriktioner på bilkørsel.
Parkering i Serfaus-Fiss-Ladis
Inden du kører på kør-selv skiferie til Serfaus, Fiss eller Ladis, bør du undersøge med dit hotel eller din lejlighedsudlejer, om der er mulighed for parkering tæt på din indkvartering.
Især i Serfaus kan det som kør-selv gæst være svært at finde lovlig parkering. De enkelte lejligheder og hoteller har ofte et begrænset antal parkeringspladser til egne gæster.
Hvis dit hotel eller din lejlighed ikke kan tilbyde dig parkering, kan du parkere på en af de store parkeringspladser ved indgangen til enten Serfaus eller Fiss.
Endagsgæster i Fiss kan med fordel parkere på den store parkeringsplads ved foden af Waldbahn-gondolen. Så slipper I for at køre helt op til selve Fiss by.
lufthavn tæt på Serfaus-Fiss-Ladis
Som et hurtigere og mere komfortabelt alternativ til kør-selv skiferie til Serfaus-Fiss-Ladis, kan I vælge at flyve med Austrian Airlines til Innsbruck lufthavn (lufthavnskode: INN).
Der er ingen direkte rutefly fra København til Innsbruck, så en kort mellemlanding i Wien er nødvendig på både ud- og hjemturen.
Innsbruck lufthavn er den lufthavn, der ligger nærmest Serfaus-Fiss-Ladis.
Fra Innsbruck lufthavn er der cirka 75 minutters kørsel til Serfaus eller Fiss.
Du kan leje en bil via RentalCars.com eller booke privat transfer fra Innsbruck til Serfaus-Fiss-Ladis hos ConnectoTransfers.com.
Jeg plejer at vælge den sidstnævnte løsning. Så går der sjældent mere end 20 minutter fra flyet sætter landingshjulene på jorden til du ruller videre mod sneen.
Prisen for at leje og selv køre i en Fiat 500, eller blive kørt i en ny Mercedes er omtrent den samme.
Transfer for 1 til 4 personer fra Innsbruck til Serfaus koster cirka 1.100 DKK. Transfer for 5 til 8 personer i minibus koster cirka det dobbelte.
Se priser og flytider på fly fra Kastrup, Billund og Aalborg til Innsbruck på Momondo.dk.
Hos Austrian Airlines er transport af skiudstyr gratis. Skitransport kan ikke bookes samtidig med flybilletten. Når flybilletten er bestilt, skal du skrive til Austrian Airlines og bede om at få tilføjet transport af skiudstyr til din billet.
Hvis du flyver hjem med Austrian Airlines-aftenflyet fra Innsbruck til København via Wien, så er der ifølge de officielle flytider kun 30 minutter til flyskifte i Wien lufthavn. I praksis er der 45 minutter, når flyene i øvrigt lander og letter til tiden. Austrian Airlines har lagt 15 minutters ekstra buffer ind, som ikke fremgår af de officielle tidsplaner. Flyene fra Innsbruck til Wien og fra Wien til København lander og letter fra samme fløj i lufthavnen.