Sölden Pistekort

Forside » Østrig » Sölden » Pistekort

Om Sölden | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Find rejser til Sölden hos: Alltime Travel | Danski | Nortlander | Skiferie.dk | SKILINK | Snowtours

Kort over pister og lifter i Sölden

Nedenfor kan du se det nyeste pistekort for Sölden.

Pistekort Sölden

Sölden pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Ovenstående Sölden pistekort er dog en smule fortegnet og skjuler til dels det faktum, at skiområdet i Sölden ikke er helt så sammenhængende som det umiddelbart ser ud.

Nedenfor kan du se, at pisterne på de to gletsjere i Sölden (Tiefenbach og Rettenbach) reelt ligger en del lifter og pistekilometer væk fra selve Sölden by.

Kort over skiområdet i Sölden

Der er med andre ord en del længere mellem eksempelvis Gaislachkogl området og Söldens gletsjere end det officielle Sölden pistekort indikerer.

Liftsystemet i Sölden er dog topmoderne og meget effektivt, så på trods af afstandene, er det muligt at nå fra dit hotel eller din lejlighed i Sölden by til gletsjerområdet på lidt over én time.

Pister i Sölden

Piste 23 Rotkogljoch

Sværhedsgraden af pisterne i Sölden er generelt ikke voldsomt høj. Der er en overvægt af røde pister på Söldens pistekort. De få sorte pister i Sölden giver ikke erfarne skiløbere sved på panden. Hvis Söldens sorte pister havde ligget i franske skiområder som Val Thorens eller Val d’Isère var de nok snarere blevet kategoriseret som røde pister.

Pisterne i Sölden ligger generelt meget højt og det meste af skiløbet foregår mindst 2.200 meter over havets overflade.

Nedenfor kan du se højdeprofilen for en typisk skidag i Sölden (registreret via app’en “Ski Tracks”, som du læse mere om i vores artikel om 16 gode apps til skiferien).

Snapshot af højdeprofil fra Ski Tracks app under besøg i Sölden

Nybegyndere og let øvede skiløbere vil dog sætte stor pris på Sölden.

Der er meget få “fælder” i Söldens skiområde.

Hvis en piste er kategoriseret som blå, så er den som udgangspunkt blå hele vejen.

Som mindre øvet skiløber risikerer du derfor kun sjældent at stå og kigge ned på et stykke piste, der overstiger både dit mod og dine skievner.

Tilsvarende er transportpisterne, der løber fra skiterrænet og ned til byen bredere end mange andre steder.

Som snowboarder vil du ligeledes sætte pris på, at der er meget få helt flade transportstykker.

Skiltningen af pister og lifter er også god. Det er meget sjældent, at du kører forkert eller vælger den forkerte lift op igen. Det skyldes dog også, at der ofte kun er en vej eller en lift at tage.

Hvis der er mindre erfarne voksne med på turen, så kør en tur over mod Gaislachalm længst mod syd. Den blå piste 2, som løber under stoleliften Heide-bahn (liftnummer A13) er en god bred (mørke)blå piste, som passer fint til letøvede løbere, der i ro og fred kan træne skiløb i eget tempo.

Hvis du er en erfaren skiløber og gerne vil være helt sikker på, at der ikke er mere energi i benene, når dagen er slut, så start dagens sidste tur på toppen af Rettenbach gletsjeren og tag de knap 2.000 højdemeter ad pisterne 32, 30 og 7 i et hug.

Turen fra top til bund må være en god kandidat til en af de længste nedfarter på et skiområde i Alperne.

Skiløb på Tiefenbach og Rettenbach gletsjerne

Tiefenbach

Skiløb på skiområdets to store gletsjere, Tiefenbach-gletsjeren og Rettenbach-gletsjeren, er en stor oplevelse og en central del af skiferien i Sölden.

De store og primært sydvendte pister på Tiefenbach-gletsjeren byder på fantastisk skiløb, især på dage, hvor både sol og sne er i topform.

I oktober og november afholder en række danske skirejsebureauer og skibutikker “testture” til og “snowcamps” i Sölden.

På disse ture, der typisk varer 5 dage plus transport, stiller de fleste større producenter af ski og skiudstyr gratis deres grej til rådighed, så både skibutikker og danske skientusiaster kan blive klogere på årets nye skiprodukter.

Hele gletsjerområdet ligger dog ret udsat for vinden og lukker derfor jævnligt ned, når det blæser.

Om efteråret betyder det, at alt skiløb indstilles.

Om vinteren betyder det, at skiløberne i stedet klumper sammen i området mellem Giggijoch (lige over Hochsölden) og Rotkogljoch.

Selv på hverdage uden for højsæsonen kan lukning af gletsjeren godt betyde, at der opstår mindre trafikpropper på pister og ved lifter. Intet i sammenligning med, hvad du kan opleve på en søndag i uge 6 eller 7, men dog nok til, at du kan blive en smule utålmodig.

Giggijoch

Børnebakker i Sölden

Sölden er IKKE et oplagt valg, hvis du skal have ungerne med på ski for første gang.

Der findes mange bedre alternativer, fx. Trysil (Norge), Vallåsen (Sverige) eller et mindre skisportssted i Østrig eller Italien.

Der findes dog en række mindre børnebakker i Sölden, eksempelvis nede ved stolelift B20 og slæbelifterne B21 og B22.

Ved det store Giggijoch-plateau midt i Söldens skiterræn er der desuden et mindre område, som er reserveret de yngste børn.

Hvis der ligger sne i selve Sölden by, så er der også en lille skibakke omtrent midt på Dorfstrasse, hvor den lokale skiskole giver de alleryngste mulighed for at tumle rundt på ski.

Sklskole i Soelden

Off-piste i Sölden

Solden offpiste

Der er gode muligheder for off-piste skiløb i Sölden, når vejrguderne har drysset hvidt pudder på Ötztals bjergsider.

Især i Wasserkar-området under Gaislachkogl-topstationen er der store områder, der egner sig perfekt til off-piste/freeride.

Lavinefaren er dog også høj i Wasserkar-“skålen”, da bjergsiderne har en farlig hældningsprocent. Desuden mangler der træer eller mindre klipper, som kan holde på sneen eller stoppe mindre sneskred, inden de bliver livsfarlige.

Der er desuden et par tricky klipper, der potentielt kan tage livet af freeridere, der ikke er lokalkendte. Overvej derfor at hyre en lokalkendt bjergguide, inden du kører forbi de gule skilte og står på ski uden for pisten i Wasserkar-området eller i Sölden i øvrigt.

På og umiddelbart ved siden af Tiefenbach og Rettenbach gletsjerne er der også gode muligheder for puddersving og face shots, når der ligger nysne.

De fleste off-piste linjer i Sölden er let tilgængelige via Söldens liftsystem, evt. kombineret med et par mindre hikes op ad eller på tværs af bjerget.

Du kan læse yderligere tips til off-piste skiløb i Sölden på hjemmesiden www.worldsnowboardguide.com.

Husk at få styr på dine forsikringer, inden du kører uden for pisten (eller tager på skiferie i det hele taget).

Snowpark, funslope og AdrenalinPass

Snowparken i Soelden

Selvom Sölden som by primært henvender sig til et mere købedygtigt og måske lidt ældre publikum, så gør Sölden alligevel meget for at tiltrække yngre skiløbere og snowboardere, som foretrækker at tilbringe timerne i en snowpark eller øve sig i slalom eller skicross.

Fordelt over hele skiområdet ligger der i alt 10 forskellige aktiviteter, der indgår i Adrenalin Cup.

Adrenalin Cup er Söldens forsøg på at appellere til skiløbere og snowboardere med vindermentalitet. Der kan samles point i en række forskellige skidiscipliner. Point og rangering kan efterfølgende tjekkes online.

Adrenalin Cup lider dog af lidt begyndervanskeligheder, bl.a. er kommunikationen en del steder på gebrokkent engelsk og en del af de opstillede check-in automater var ude af drift, da Skiferietips.dk var på besøg i Sölden i slutningen af januar 2015.

Heldigvis er der også en traditionel snowpark i Sölden med rails og kickers i forskellige størrelser, fra meget små til meget store.

Snowparken i Sölden ligger mellem Giggijoch-plateauet og Rotkogl, og er nem at komme til fra begge ender af Sölden by.

Der kører en kort moderne stolelift fra bund til top. Det er derfor muligt at køre i pendulfart gennem snowparken fra tidlig morgen til sen eftermiddag.

Snowpark Soelden

Snesikkerhed, snekanoner og kunstsne

Som ethvert større skisportssted har Sölden et stort arsenal af snekanoner, der er klar til kamp mod vejrgudernes luner.

Selvom Sölden er et af de mindst udsatte skiområder, når Østrig rammes af perioder med høje temperaturer eller manglende snefald, er det rart at vide, at der er hjælp at hente fra Söldens snekanoner. Derudover giver Tiefenbach og Rettenbach gletsjerne snegaranti.

Gaislachkogl, Tiefenbachkogl og Schwarze Schneid

Bjergene omkring Sölden er et spektakulært syn og bortset fra Canazei (med Sella Ronda), Cervinia (med Matterhorn/Monte Rosa) og Chamonix (med Mont Blanc), er der få europæiske skiområder, der kan byde på tilsvarende imponerede bjerglandskaber.

Udsigten fra de tre højeste toppe (Gaislachkogl, Tiefenbachkogl og Innere Schwarze Schneid) er i bogstaveligste forstand bjergtagende.

Husk at stoppe op og nyde udsigten, inden du ræser ned igen.

Gaislachkogl Soelden

Hvor mange kilometer pister er der i Sölden?

Selvom der officielt er 143 kilometer pister i Sölden, så er det faktiske antal pistekilometer en del lavere.

Pisterne i Sölden er generelt meget brede og Sölden har valgt at fravige den normale standard for måling af pisternes længde (se læs mere om FIANETs forsøg på at standardisere opmåling af skipister nederst på siden “Pistekort“).

Hvis en piste i Sölden er én kilometer lang og 60 meter bred, så regner Sölden pisten med som to kilometer piste.

Målt efter de normale FIANET standarder, består skiområdet i Sölden af cirka 110 kilometer pister, hvilket dog er rigeligt til en uges skiferie med varieret skiløb.

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Menu