Skiferie i St. Anton | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams
Fra både Padborg og Puttgarden er der blot cirka 9 timers bilkørsel til St. Anton.
Selvom St. Anton am Arlberg ligger i 1.300 meters højde, er det alligevel nemt at køre en forhjulstrukken dansk personbil fra Danmark til St. Anton.
Vejene fra Danmark er gode og trafiksikre motor- eller hovedveje.
Du undgår helt bjergkørsel og hårnålesving, hvis kører via Autobahn A7 og tager de sidste kilometer via den 14 km lange Arlberg Straßentunnel.
Dermed undgår du køreturen over Arlberg-passet (knap 1.800 meter over havets overflade).
I selve byen er der kun yderst sjældent behov for snekæder eller firhjulstræk, da næsten alle hoteller og lejligheder ligger langs de flade veje i dalen.
Sankt Anton er dermed en af de få destinationer i Østrig, hvor uerfarne chauffører nogenlunde trygt kan køre direkte fra Danmark til et højtbeliggende og snesikkert skiområde.
PARKERING
Bymidten er delvist bilfri, og det er omtrent ligeså svært at finde parkering i St. Anton som i centrum af København.
De fleste hoteller og lejlighedskomplekser har parkeringspladser til egne gæster, som ofte er reserveret med kæder eller pullerter.
Hvis du blot skal stå på ski en enkelt dag, så overvej at køre til Alpe Rauz i stedet for til St. Anton. Ved Flexenbahns og Valfagehrbahns dalstationer i Alpe Rauz er der to store parkeringspladser, hvor du kan parkere gratis.
Lufthavn nær St. Anton
Hvis du helst er fri for køreturen, kan du vælge at flyve til enten Innsbruck (INN) eller Zürich (ZRH).
Begge lufthavne ligger tæt på byen.
Det tager blot en times tid at køre fra Innsbruck lufthavn til St. Anton am Arlberg. Til gengæld er der i øjeblikket ingen direkte rutefly fra danske lufthavne til Innsbruck. Du må derfor acceptere en kort mellemlanding i eksempelvis Wien. Transport af ski og skistøvler er gratis, hvis du flyver med Austrian Airlines.
Fra Zürich lufthavn til St. Anton er der cirka 2,5 times kørsel. Til gengæld slipper du for en mellemlanding, da der er mange direkte og billige fly fra eksempelvis Kastrup (CPH) og Billund (BLL) til Zürich.
Se priser på flybilletter til Innsbruck og Zürich.
Transporten fra lufthavn til St. Anton kan du klare med lejebil (sammenlign priser på billeje her) eller med privat transfer fra ConnectoTransfer.com. Sidstnævnte løsning er min favorit, når jeg skal fra enten Salzburg, Innsbruck eller Zürich lufthavn til et skisportssted i Alperne.
Det koster omtrent det samme, uanset om du lejer bil eller booker transfer med chauffør. Lejebilen giver dig mest fleksibilitet, men til gengæld skal du bakse med afhentning/aflevering af nøgler i lufthavnen samt parkering på skisportsstedet.