Pister: 107 km | Højde: 2.100 – 3.282 m.o.h.
Begyndere: | Øvede: | Eksperter: | Off-piste: | Snesikkerhed: | Charme: | Afterski:
Sierra Nevada er Spaniens største skisportssted og lidt ukendt, da de færreste forbinder Spanien med skiferie. Området er det sydligste skiområde i Europa, men med skiløb i 2-3 kilometers højde er området faktisk mere snesikkert end mange områder i alperne. Samtidig sørger den sydlige beliggenhed for gode chancer for sol på bjerget.
Området ligger kun godt en times kørsel fra kystbyen Motril, så det er i princippet muligt at kombinere skituren med et par dages solferie ved kysten. Skisæsonen i Sierra Nevada slutter først i maj måned.
Med 107 km pister og 37 lifter er området på størrelse med mange italienske eller østrigske skiområder. Der er dermed muligheder for varieret skiløb til en uges skiferie – dog uden mulighed for at bruge flere dage på nye og ukendte pister.
Området er centreret om byen, hvorfra man kører med to kabinelifter op til et stort samlingssted midt på bjerget med børneområde, restauranter og lifter, og derfra videre til andre dele af skiterrænet. Her er det også oplagt at aftale mødested, hvis I er en større gruppe med både begyndere og øvede af sted.
Fra samlingstedet ved toppen af kabinelifterne kan man via et par stolelifter tage en tur om på den anden side af bjerget, hvor man undervejs kommer op til områdets højeste punkt i knap 3.300 meters højde. Der er udsigt ud over bjergene mod Alboranhavet, der gennem Gibraltarstrædet løber ud i Atlanterhavet, og på en klar dag også Marokko i Afrika, i baggrunden.
Bonusinfo: Der er danske skilærere i Sierra Nevada.
Effektive præpareringsmaskiner
Området har et meget velorganiseret præparerings- og snekanonteam, der kører hver eneste nat. Så selvom det ikke havde sneet i mange måneder, da vi var i området, oplevede vi på nær en enkelt iset rød piste kun super sne og godt skiløb på pisterne. Højden gør også, at du sjældent får problemer med tung tøsne. Til gengæld er der i disse højder ofte tør luft, så nogle oplever udtørrede luftveje. Læbepomade er uundværlig.
Bo billigt eller på hotel – lige ved liften
Byen er bygget på selve bjergsiden, hvor man fra den centrale Plaza Pradollano kan køre ad en snoet vej op til byens mange lejligheder og hoteller. Ud over to kabinelifter kører der en lille gammel stolelift nede fra den centrale plads op igennem byen med et par stationer på vejen. Fra mange af lejlighederne kan man derfor blot spænde skistøvlerne på om morgenen og hoppe på stoleliften for at komme på bjerget.
Byen har luksushoteller både hævet over byen ved toppen af den gamle stolelift og nede på Plaza Pradollano. På nogle af hotellerne kan du køre bilen direkte ind i parkeringskælderen under hotellet. Tilsvarende har flere af Sierra Nevadas hoteller direkte underjordisk adgang til kabineliften.
Vil du i stedet holde prisen nede, har byen mange privatejede lejligheder, som folk lejer ud via Booking.com. Der er derfor også gode muligheder for selv at arrangere en skitur til Sierra Nevada. Mange af udlejerne lejer også ud i enkelte dage, så du kan booke en lejlighed, der passer med billige flyafgange.
Book indkvartering i Sierra Nevada på Hotels.com | Booking.com
Flyv til Malaga og lej en bil
De fleste danskere flyver til Malaga, hvortil det ofte er let at finde billige billetter fra både Jylland og Sjælland. Hvis du er tosset nok til at køre hele vejen fra Danmark til Sierra Nevada, tager det ifølge Google Maps 27 timer. Der findes også en lufthavn i Granada, der ligger kun godt en times kørsel fra området, men pt. er der ikke oplagte flyafgange til Granada fra Danmark.
Fra lufthavnen i Malaga er der godt 2 timers kørsel til skiområdet i en lejet bil på gode gratis motorveje. Betaling er ellers normal standard på spanske motorveje. Billeje er billigt i Malaga lufthavn. Nogle selskaber reklamerer med priser på helt ned til 100 kroner for en uge. Men vær opmærksom på, at mange af de mindre og ukendte selskaber har ry for at lægge utrolige gebyrer og forsikringer på de billigere priser. Nogle endda som decideret svindel, hvor de tvinger kunderne til at betale for skader, de ikke selv har lavet. Læs vilkår og andre kunders anmeldelser grundigt, eller vælg et af de større og lidt dyrere selskaber med kontor i selve lufthavnen.
Se billetpriser og flyafgange til Malaga
Spansk mad og drikke
Byen har alle former for europæisk mad fra burger og pizza til franske og spanske gourmetrestauranter. Priserne er meget rimelige, også oppe på bjerget, hvor en dåseøl koster ca. 20 kroner, mens en frokostret ligger på 50-100 kroner.
En helt special madoplevelse er den velanmeldte ”La Antorcha Restaurante”, hvor de fleste retter serveres på personlige lavasten, hvor du selv griller kødet ved bordet. Den obligatoriske forret er et ”pølsetræ” med lækre spanske pølser, som alle ved bordet kan skære af.
Afterski foregår i Sierra Navada på barer omkring Plaza Pradollano, og i et lidt mere roligt tempo end på skisportssteder i Alperne.
Kreditkort er generelt meget udbredt til betaling i både supermarkeder, på barer og spisesteder.
Priser på liftkort og skileje
- Liftkort (voksen, 6 dage): 1.500 kroner (liftkort kan købes i automater hele døgnet)
- Skileje (voksen, 6 dage, begynderski + støvler): 400 kroner
- Skileje (voksen, 6 dage, ekspertski + støvler): 800 kroner
Billeder fra Sierra Nevada
Tekst skrevet og billeder taget af Jesper Kjems fra KommunikerBedre.dk