Sälen Pistekort

Forside » Sverige » Sälen » Pistekort

Om Sälen | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Find rejser til Sälen hos: Alltime Travel | FJÄLLFERIE | Norsk Rejsebureau | Skiferie.dk | Thinggaard | SnowTours

Pistekort Sälen

Her på siden kan du se de nyeste pistekort til alle Sälens skiområder.

Der er pistekort med lifter og pister i både Lindvallen, Högfjället, Tandådalen, Hundfjället, Stöten og Kläppen.

Længere nede kan du også læse beskrivelser af skiløbet og pisterne i Lindvallen, Högfjället, Tandådalen, Hundfjället, og se, hvor du finder Sälens børnebakker og snowparker.

Pistekort Lindvallen

Pistekort Sälen Lindvallen

Sälen Lindvallen pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Pistekort Högfjället

Pistekort Sälen Högfjället

Sälen Högfjället pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Pistekort Tandådalen

Pistekort Sälen Tandådalen

Sälen Tandådalen pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Pistekort Hundfjället

Pistekort Sälen Hundfjället

Sälen Hundfjället pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Se Kläppen pistekort her

Moderne lifter og begyndervenligt skiløb

Sälen Moderne Lifter

Vi besøgte Sälen hen over nytår. Liftkøerne var korte, og der var god plads på pisterne. Der var flest mennesker i Lindvallen og ved Hundfjället, og bedst plads ved Högfjället og i Tandådalen.

Liftkapaciteten og antallet af pistekilometer virker fint afstemt med antallet af sengepladser i alle fire områder.

Til gengæld var der voldsom trængsel på mange af spisestederne oppe i terrænet. Så voldsom, at vi flere dage valgte at køre tilbage til vores lejlighed for at spise frokost, da vi ikke orkede at stå 30 minutter i kø med udsigt til efterfølgende at skulle spise frokosten stående. Det er formodentlig kun et problem i højsæsonen, men det gør alligevel lejlighed, hytte eller hotel tæt på pisten endnu vigtigere i Sälen end på andre skisportssteder.

Find rejser til Sälen hos:

Lindvallen – Bedst til børn

Sälen Lindvallen Skicross

For danske familier med mindre børn, er Lindvallen det mest interessante skiområde i Sälen.

Der er i alt cirka 40 kilometer pister i Lindvallen. Den maksimale højdeforskel er 303 højdemeter, hvilket er rigeligt til børn og nybegyndere, men ikke nok til, at garvede skiløbere får mælkesyre i benene, inden de skal op med liften igen.

Lindvallen lægger fjeldsider til et utal af træklifter (mange korte og en håndfuld lange) og tre hurtige stolelifter.

Det er nemt at finde rundt i Lindvallens skiområde, da alle pister ligger på samme side af en bred bakkekam. Uanset om du bor ved Experium-torget længst mod sydøst eller ved Sälfjällstorget længst mod nordvest, er der ikke mere end et par lifter og et par kilometers skiløb hjem til dit udgangspunkt. Det er praktisk for børnefamilier og andre, der helst ikke vil bevæge sig for langt væk “hjemmefra”.

Selve skiløbet er ikke voldsomt interessant for erfarne skiløbere. På pistekortet er der indtegnet tre sorte pister. To af dem (med numrene “1” og “2”) kan børn med blot et par ugers skierfaring godt køre ned ad. Det er kun den meget smalle piste “18”, der fortjener sin sorte farve.

SkiStar har med andre ord fiflet lidt med farverne på pistekortet. SkiStar behøver til gengæld ikke snyde med snedybder eller snegarantier i Lindvallen. Sneforholdene i Lindvallen er ofte gode, da alle pisterne vender mod nordøst, og solen først for alvor rammer pisterne i februar måned.

Hvad Lindvallen mangler i sværhedsgrad, har området til gengæld i underholdningsværdi for unge skiløbere. Langs med og mellem de præparerede pister, findes der et utal af “skovpister”, der på fortryllende vis opstår, når eventyrlystne børn slippes løs i sneen blandt fyrretræerne.

Som forælder må du hurtigt opgive at følge med. Dine ski er for lange, og du kan ikke dukke dig for grene smidigt og hurtigt nok. Du må blot glæde dig over, at det er svært for dine arvinger at komme alvorligt til skade blandt træerne på Lindvallens blide bjergsider. Der er ingen større klippekanter eller områder med betydelig lavinefare.

Langs bunden af Lindvallens mange begynderbakker, ligger der et stort udvalg af børnevenlige lejligheder og hytter, der selv i højsæsonen kan lejes til rimelige priser.

Pisterne i Lindvallen er koblet sammen med Högfjällets skiområde, som du kan læse mere om nedenfor.

Högfjället – For voksne livsnydere

Sälen Högfjället

Hvis du har valgt indkvartering i Lindvallen under din skiferie i Sälen, kan du godt springe de næste linjer over. Alpint skiløb i området omkring Högfjället er kun interessant for skiløbere, der bor på Sälens Högfjällshotell for foden af Högfjället.

Ved Högfjället er der en hurtig træklift til toppen af bjerget og en håndfuld begynder- og transportlifter. For erfarne skiløbere, rækker den ene grønne og de tre blå pister fra Högfjällets top ned til Sälens Högfjällshotell kun til et par timers underholdning.

For mindre børn og absolut nybegyndere er pisterne lige ved højfjeldshotellet sandsynligvis nok til en god første uge på ski.

Pister og lifter ved henholdsvis Lindvallen og Högfjället er forbundet via tre træklifter og én stolelift, som ligger i forlængelse af hinanden.

Hvis du vil køre på ski fra Lindvallen til Högfjället, skal du først kæmpe dig ned ad (eller snarere “hen ad”!) en knap 3 kilometer lang transportpiste og derefter trækkes lige ud af to træklifter. Børn under 6-7 år når med garanti at blive både trætte og voldsomt utilfredse, hvis du forsøger at få dem fra Lindvallen til Högfjället på egne ski.

Fra Högfjället til Lindvallen, skal du ikke bruge stavene helt så meget, men kan “nøjes” med at spilde tid i to træklifter og en stolelift.

Forbindelsen mellem Högfjallet og Lindvallen ser fin ud på pistekortet, men i praksis er den ikke meget værd. Det giver mere mening at tage bilen eller den gratis skibus, hvis du bor ved Högfjället og gerne vil stå på ski i Lindvallen-området.

Hvis du bor i Lindvallen, og gerne vil prøve nye pister, så kør til Tandådalen eller Hundfjället i stedet.

Högfjallet er til gengæld en oplagt base for dig, der også tager til Sälen for stå langrend. Løjpenettet omkring Högfjället er finmasket og godt skiltet.

Hundfjället – Varieret skiløb til både børn og voksne

Sälen Hundfjället

Hundfjället er det første af de fire skiområder i Sälen, som møder dig, når du kommer kørende i bil fra færgen i Oslo eller Larvik.

Her finder du det mest varierede skiløb i hele Sälen-området.

Pistekortet for Hundfjället har både et stort begynderområde tæt ved Hundfjällstorget, en håndfuld gode lange røde pister længst mod vest og den sorte “Væggen”-piste længst mod øst.

Hundfjällets skiområde er reelt det eneste af Sälens skiområder, der er så stort og varieret, at du for alvor risikerer at fare vild uden et pistekort.

Hundfjället er via to træklifter koblet sammen med Tandådalens lifter og pister, og tilsammen er Hundfjället/Tandådalen større end både Lindvallen/Högfjället, Kläppen og Stöten.

Hundfjällstorget udgør det naturlige samlingspunkt ved Hundfjället. Her ligger der butikker, restauranter, cafeer og flere store parkeringspladser.

Det er relativt nemt at finde lejligheder og hytter med ski-in/ski-out i Hundfjället. Læs vores anbefalinger af lejligheder og hytter i Sälen og Hundfjället her.

Tandådalen – Til parkrotter og pistefræs

Sälen Tandådalen

På pisterne ved Tandådalen finder du Sälens mest udfordrende skiløb. Næsten alt skiløb starter på det samme plateau oppe på fjeldet.

Hvis det blæser, er det svært at finde læ for vinden i Tandådalen, hvor cirka halvdelen af skiløbet foregår over trægrænsen. Heldigvis blæser det sjældent voldsomt i denne del af Sverige, men når det blæser, kan du i stedet tage transportliften til Hundfjället, hvor en større del af pisterne snor sig gennem skærmende fyrreskove.

Tandådalen lægger sne til Sälens største og mest ambitiøse snowpark, som hvert år bygges langs trækliften “T3” længst mod øst. Der er både grønne, blå og røde linjer i parken, som dog var sneet til, da vi senest besøgte området.

Det er også i Tandådalen (og ved “Väggen” i Hundfjället), at du finder de bedste muligheder for godt off-piste skiløb inden for lifternes rækkevidde.

Der ligger børne- og begynderbakker i både den østlige og vestlige del af Tandådalens skiområde, men både Lindvallen og Hundfjället er et bedre udgangspunkt for børn eller voksne, der skal på ski for første gang.

Stöten

Vi har endnu ikke selv besøgt Stöten, så du må i stedet læse mere om skiferie i Stöten på Alltime Travel.

Kläppen

Vi har endnu ikke selv besøgt Kläppen, så du må i stedet læse mere om skiferie i Kläppen på denne side på StenaLine.dk.

Børnebakker i Sälen

Sälen Børnevenlige Pister

Det er en næsten umulig opgave at udpege de mest børnevenlige pister i Sälen. Det nemmere at gøre det modsatte, altså at udpege de få pister, der ikke egner sig til børn og nybegyndere.

De eneste steder som uerfarne skiløbere definitivt bør holde sig fra, er den sorte piste “18” i Lindvallen samt de sorte pister i Tandådalen og Hundfjället.

Med forhold for dårlige sneforhold og evt. is på pisten, er alle områdets øvrige pister til at håndtere for skiløbere, der kan tage en stolelift og har lært at lave “pizza”, når der skal drejes eller bremses.

Snowparks i Sälen

Sälen Snowpark

Sälen er bestemt ikke et mekka for erfarne parkrotter, der foretrækker at tilbringe hele dagen i snowparken.

Der ligger dog en respektabel snowpark i den østlige del af Tandådalen, langs de to træklifter “T3 Östlifterne”.

Snowparken bygges lige så snart sneen tillader det, hvilket normalt er i løbet af december måned.

Der shapes normalt også en mindre “forsæsonpark” nederst på Gustavbacken i Lindvallen, inden den permanente og større snowpark i Lindvallen bygges ovre på den anden side af stoleliften “L22 Gustav III”.

Samme sted (altså lidt nordvest for Gustavbacken) bygges også en skicross-bane, som er god underholdning for legebørn i alle aldre.

Bedste pister i Sälen

Sälen Bedste Pister

Skiløbet i Sälen er generelt ikke særligt udfordrende, og krævende skiløbere vil drømme sig til Val Thorens, Sölden, Cervinia eller andre destinationer i Alperne, hvor pisternes fald måles i højdekilometer frem for højdemeter.

Øvede skiløbere kan dog sagtens holde en uges fornøjelig skiferie i Sälen.

I Tandådalen er der flere steder god mulighed for pistefræs, og i Lindvallen inviterer de to sorte pister “1” og “2” også til flere gennemløb i træk. Pisterne “1” og “2” burde højest være farvet røde, men den sorte markering på pistekortet skræmmer mange væk, hvilket giver dig ekstra plads på pisten og kortere køer ved den hurtige stolelift “L1 Express 303”.

Off-piste i Sälen

Hvis du af uforklarlige årsager har booket skiferie til Sälen med forventninger om vildt pudderskiløb, bliver du sandsynligvis skuffet.

Sälens blide bakker er kun få steder stejle nok til, at du kan holde fart i skiene i knædyb pudder.

Derudover er områderne uden for pisterne ofte dækket af tæt granskov eller buskads.

Hvis du alligevel tager dine bredeste planker med til Sälen, findes de bedste muligheder for puddereventyr i området omkring “Väggen” i Hundfjället og under stolelifter og langs de sorte pister i Tandädalen.

Der er færrest træer og flest åbne bjergsider på Högfjället, men her er terrænet så fladt, at selv de bredeste pudderski vil stå stille i samme øjeblik, du bevæger dig uden for de præparerede pister.

Uofficiel snegaranti i Sälen

Sälen er en af de mest snesikre destinationer blandt de største og mest populære skiområder i Sverige, Norge, Østrig, Italien og Frankrig.

Sälen har et stabilt koldt klima, og skisæsonen starter allerede i november, om nødvendigt med hjælp fra et stort arsenal af snekanoner.

Fra december og frem til midten af april er der i praksis snegaranti og gode chancer for optimale sneforhold.

Find rejser til Sälen hos:

Sälen Snedybde December

115 cm sne langs pisterne i Lindvallen den 30. december 2017 // Foto: Skiferietips.dk

Menu